
10:10 kampagnen er grundlagt af Franny Armstrong, som bl.a. har instrueret den meget sete film om klimaforandringer "The Age of Stupid". Franny fik ideen til 10:10 på vej til et møde med Ed Miliband, Labours nyvalgte leder, som på det tidspunkt var klima- og energiminister i Storbritannien.
Hun kom til at tænke på to ting. For det første fremgik det af en vigtig rapport om klimasikkerhed, at en CO2-reduktion på 10 % inden udgangen af 2010 var det mål, som den industrialiserede verden burde sætte sig, hvis vi skulle have størst chance for at undgå en klimakatastrofe. For det andet havde den engelske forfatter George Monbiot beskrevet, hvordan det konkret var muligt at opnå en reduktion på 10% på den hurtigste måde.
Målet om at skære 10 % i 2010 var også lettere at håndtere frem for de meget fjerne mål om besparelser på 80 % inden 2050, som man talte om i den offentlige debat. Samtidig ville en reduktion på 10 % være noget, som politikerne kunne forholde sig til og forpligte sig på, mens de endnu var ved magten.
Der var ikke langt fra tanke til handling hos Franny Armstrong. Under en debat med Milibrand samme aften konfronterede hun ham med ideen bag 10% reduktionen og ideen om 10:10.
Kort derefter holdt Franny og folkene bag "The Age of Stupid" et møde. De var alle begejstrede for ideen om 10:10. Ideen var enkel, let at formidle og huske, god til at skabe opmærksomhed, meningsfuld, og noget, som alle kunne være med i - fra virksomheder, organisationer og hospitaler til skoler, familier og personer.
10:10 blev officielt lanceret den 1. september 2009 på kunstmuseet Tate Modern i London. Mere end 10.000 personer, virksomheder, skoler og organisationer tilmeldte sig inden for de første hektiske 72 timer.
Umiddelbart efter starten i England begyndte folk fra andre steder i verden at henvende sig for at høre om muligheden for at starte 10:10-kampagner i deres eget land. "10:10 Global" blev hurtigt startet for at støtte og koordinere de nye nationale 10:10-kampagner.
I dag er 10:10-kampagnen en international kampagne, som samler privatpersoner, organisationer, uddannelsessteder og virksomheder fra hele verden om at arbejde aktivt for at nedbringe det globale CO2-udslip med 10 % om året.