

Foto: Carsten Andersen
Københavns Energi og 10:10 Danmark er gået sammen om kampagnen "Sommerluk". Sommerluk er en opfordring til at slukke for vores fjernvarmeanlæg i sommerperioden, naturligvis kun til rumopvarmningen og ikke det varme vandhane- og bruservand (eller brugsvand, som det egentlig hedder).
I mange parcelhuse, boligforeninger og virksomheder bliver der ikke lukket korrekt for rumopvarmningen, når sommeren står for døren. Følgelig kan der stadig være cirkulation af varme i radiatoren, og cirkulationspumpen kan stadig køre. Helt praktisk betyder det, at man udnytter den varme, man får fra sit fjernvarmeselskab, dårligt. Dette giver både en højere varmeregning end nødvendigt - typisk kan der spares mellem 3-5% på varmeregningen - og en dårligere udnyttelse af det fjernvarmevand, som sendes rundt i systemet.
Med andre ord ender vi med at pumpe en masse energi rundt i vores systemer, som ingen reelt benytter, men som vi alle betaler for. Man kan sammenligne det med at gå i supermarkedet og købe en bakke æg og smide den ud på vejen hjem.
Omvendt kan vi med et minimum af indsats spare store mængder energi og CO2-udledning. Når man lukker for fjernvarmen i sommerperioden, så vil forbruget af varme alene gå til opvarmning af varmt brugsvand. Dermed reduceres energiforbruget for den enkelte familie, og CO-udledningen mindskes. Faktisk vil en typisk familie i parcelhus kunne spare op til 1.300 kroner årligt. Og den vil stadig have varmt vand i hanerne og bruseren.
Du kan læse alt om "Sommerluk" her
De færreste mennesker er vant til at betjene deres fjernvarmeanlæg selv. Derfor er der udarbejdet en kort video, der viser dig præcis, hvad du skal gøre. Du kan se videoen her. Når man har lukket af for fjernvarmen, skal man blot et par gange i løbet af sommeren bruge 2 minutter på at holde gang i sommerventilen og cirkulationspumpen. Hvis du tilslutter dig kampagnen på facebook, så husker vi dig på det, når det er tid.
Har du lyst til at støtte kampagnen, kan du "synes godt om" på facebooksiden "Sommerluk", følg linket her